TIDENS TAND
Af Marianne Saabye

Separatudstilling på Glyptoteket

Marcus Aurelius statuen står ikke på Kapitol, som den plejer.  Den er nedtaget for restaurering, vel ikke så sært, for i hen mod et par tusind år har rytteren og hans hest lagt krop til det romerske vejr.  De har altid stået ude – i bagende sol, gennem århundreders tordenskyl og regn, i de kolde, frostklare vintermorgener. Sammen har de overlevet haglbygernes bombardement, revolutioner, duelort og bilos – og de seneste årtiers stærke forurening.

Oprindeligt stod rytterstatuen forgyldt som solen selv, men det skiftende vejrlig har ætset bronzens overflade og langsomt omdannet den til et eroderet landskab af flagede former og furede striber i en righoldig farveskala af grønne, blåsorte, hvide og turkise nuancer. I sig selv et betaget malerisk eventyr, som Karin Birgitte Lund har haft mulighed for at studere og fotografere på nærmeste hold, nu da statuen er taget ned.

Det er blevet til fire kæmpestore håndtegninger, der har været under arbejde i mere end 10 måneder. De er udført i atelieret i en hellerupvilla, et smalt, højloftet rum med masser af dagslys. Stilheden og rummets renfærdige æstetik går i ét. Fra en fjern ende af huset hører man nogle få toner fra et klaver; de gentages og varieres igen og igen.  På et lavt bord ved siden af staffeliet ligger vel på mod et hundrede velspidsede farveblyanter,  som spaltet ud inden for den snævre farveskala knap er til at skelne fra hinanden for det almindelige øje. Det forudsætter årelang, visuel erfaring at kunne spille på dette register, og hertil kræver det en uendelighed af tålmodighed at udføre de mandshøje tegninger. Under udforskningen af en fotografisk detalje af hestens ene baglår dækkes den hvide papirflade langsomt af et netværk af små korte farvestreger. Blyanten bruges nærmest som en radérnål, der registrerer lys og skygge, farver og niveauer. Denne arbejdsproces fortæller noget om det kunstneriske temperament. 

I 1986 lavede Karin Birgitte Lund en serie store sort/hvide Tegninger efter Phidias’ klassiske skulpturer. De gengiver nok de storslåede, passionerede former i billed-huggerens smukke marmorskulpturer, men interessen for temaet var snarere den abstraktion, der ligger i den nuværende fremtrædelsesform, hvor skår i foldekastet og de halvt afslåede hoveder skaber en spænding i udtrykket. Fraværet af den oprindelige form skaber en distance, et rum af uvished, som åbner for frie tolkninger.

Karin Birgitte Lund er siden disse tegninger rykket endnu tættere ind på sit motiv. Skulle hun i dag tegne de klassiske skulpturer, ville det ikke være den officielle facade eller form, der var udgangspunktet, men snarere brudfladen, som med sine huller fra gamle jernankre eller ufuldendte bearbejdelser kunne fortælle om en uofficiel side af marmorblokkens liv. 

På tilsvarende vis har hun hentet sine motiver ind til det store samlede værk af farveraderinger som i de sidste år har beskæftiget hende. Det er blevet til omkring 40 forskellige raderinger.  Til grund for serien ligger i alt 60 plader i mål 25X25 cm. Der kan være op til fire plader og arbejdsgange på hvert blad. Over den bløde, kornede akvatinte bund raderes pladen partielt for at fremtvinge stoflighed og for at få intensiteten i farven op. Farvene er beherskede, varme og bløde. De er falmede som gammelt stof, der er bleget af solen.

Motivernes oprindelse lader sig kun sjældent spore i det abstrakte udtryk. Men inspirationen er som i tilfældet Marcus Aurelius hentet under en visuel jagt på de nedslidte, patinerede overflader: de afskallede lag af maling på en gammel dør, sporene af opklæbning på en husflade, bunden af en gammel tjæretønde, eroderede jernrør, kradserier på en mur. Det handler om sporene, som tilfældigt aflejres med tiden, om forfaldets skønhed og forunderlighed. Det er en udforskning af et stykke af virkeligheden, hvor ingen før har været eller set. Hun bringer en upåagtet verden frem i lyset.

Motiver af denne art kan findes overalt, men sanserne skærpes i det fremmede, og mange motiver er hentet hjem under studieophold i Rom, Syditalien, Grækenland og Tyrkiet.  Kameraet er et uundværligt arbejdsredskab og fotografiet er et nødvendigt mellemled, som transformerer virkeligheden over i billedsproget.

Afvigelserne fra det fotografiske forlæg er ikke store. Der ligger naturligvis et bevidst valg i udsnittets placering, et eller andet kan tilføjes eller udelades, nogle betones stærkere og farverne undergår til tider ret betydelige ændringer, men herudover er der en stor trofasthed overfor det oprindelige motiv. Der tages ingen hensyn til klassiske kompositionsprincipper, og billedfladen afspejler virkelighedens tilfældigheder.

Til gengæld balancerer raderingerne i deres kvadratiske form smukt på Det store aflange papirformat.

Forunderligt nok er disse raderinger, som i høj grad har abstraktionens karakter, udtryk for en realistisk gengivelse af motivet. De ligger naturligt i forlængelse af Karin Birgitte Lunds udgangspunkt som nyrealist i 70’erne, hvor hun tegnede motiver fra det nære miljø, ting som bar præg af menneskelig brug og slitage f.eks. tøjet på en bøjle, den forladte stol, et udstillingsvindue etc. Det realistiske syn og den omhyggelige arbejdsform er stadig grundlæggende, men camoufleres i nærsynede motivvalg.  Motiverne står som mikroskopier af virkeligheden, som abstrakte udsnit. Isolerer man detaljen, begynder den at leve sit eget liv – i serien med de 40 farveraderinger har Karin Birgitte Lund skabt sit eget drømmeagtige, æteriske billedunivers.