FORORD

Faaborg Museum viser tegneren og grafikeren Karin Birgitte Lunds værker i udstillingen Nature Morte.  Værkerne kredser om naturens forunderlige verden, hvor kunstneren gennem sin bearbejdning – sin kunstneriske fortolkning giver os et slående indblik i detaljens mangfoldighed og farvespil, som bider sig fast, hvad enten det er krabbernes skjolde og klør, muslingernes skaller, fiskestimen eller zucchini og hestebønner fra Roms markeder. 

For nogle år siden så jeg et rosenbillede, som Karin Birgitte Lund havde tegnet. Et rosenbillede, der tæt på viste sig at være krabber i hobetal.  Anna Syberg ville have genkendt opfattelsen af naturens manfoldighed i former og farver.  Hun arbejdede på samme måde med sine akvareller –  i nærbilleder.  For Karin Birgitte Lund er redskabet – blyanten – nøglen til selve kunstværkets fremtoning. Omgivelsernes detaljer observeres og fastholdes ved hjælp af fotografier, der sammen med efter-følgende bearbejdning bliver det uundværlige grundlag for skabelsen af tegningerne. Kunstværkerne opstår ud fra den realistiske affotografering og bliver til ved hjælp af blyanter – hundredevis af blyanter – i alle tænkelige farvenuancer. Med en skarp iagttagelsesevne formes motivet med tusindvis af minimale streger. På de næste sider tegner komponisten Pelle Gudmundsen-Holmgreen et nærbillede af Karin Birgitte Lund efter årelange iagttagelser af hendes arbejdsmetode og præcisering af de hæn-delser, der har haft betydning for hendes kunst.

Faaborg Museum er Karin Birgitte Lund og Pelle Gudmundsen-Holmgreen stor tak for et levende og engageret samarbejde.

Susanne Thetrup Truelsen
Faaborg Museum

OM KARIN BIRGITTE LUND
Af Pelle Gudmundsen-Holmgreen

Karin Birgitte Lunds tegninger, grafik og malerier er jeg jo ganske godt bekendt med. Jeg har været på nært hold af tilblivelsen i 25 år. Jeg tillader mig at have en mening om denne kunst – og bringe den til torvs – idet jeg, som den afgørende faktor, bilder mig ind at kunne se.  Selv om musikken er mit egentlige domæne, har jeg hele mit liv ”set på billeder” – og skulpturer, og det har været til stor glæde og vel også på hem-melige måder sat sit præg på min egen virksomhed.

Man kan godt sige, at Karin er lidt af en ener i nutidens kunstliv. Selvfølgelig ikke ganske ene, men set i statistikkens mangelfulde lys dog alligevel en slags sjælden fugl. Hvor mange kunstnere i dagens Danmark bruger så mange timer foran et stykke fint tegnepapir med flere hundrede ganske forskellige blyanter inden for rækkevidde?

Ved en officiel lejlighed har man kaldt Karin for ”traditionsbunden .... ”! Provokerende ordvalg – af en række grunde, der filtrer sig ind i hinanden på paradoksale måder. At være ”bunden” har i sig selv i vores frihedselskende tider en negativ klang. Men al kunst er i en eller anden forstand bunden.  J.S. Bach er bunden af fugaer og dur og mol, Anton Webern af de 12 toner og Mondrian af den lige linje og den rette vinkel. Med hensyn til det provokerende ords første halvdel ”traditions-” er også al kunst forbundet dermed, selv om det kan dreje sig om helt forskellige traditioner, forstås. Der er f.eks. en moderne tradition – 1900- tallets fremskridtsdyrkelse eller nysynslængsel eller med et moderne ord ”forandrings-parathed” – som nok kunne synes at være på vej til at ligne dogmatik, illusion, manér! En Tradition bundet  til bestemte forestillinger som oven i købet i deres grundsubstans går tilbage til Romantikken. En tradition der meget vel kunne tænkes at trænge til en foryngelseskur. ET NYSYN!

Og sådan kan det blive ved. På bestemte tidspunkter i historiens forløb er vi alle under indflydelse af en række bestemte forestillinger. Mere eller mindre selvfølgelig. Og så begynder det at blive sjovt. For lige præcis hvilke forestillinger og hvor meget og hvor lidt. I hvilken henseende udtrykker man tidsånden – og er det overhovedet ønskværdigt?  Spørgsmålet deler sig og ender i selvmodsigelser. Personligt har jeg været vidne til og deltaget i forrige århundredes modernisme og dens radikale udgaver i avantgardismen (der, som man kan opfatte ordene, var en reaktion på modernismen, men samtidig rummede elementer derfra) og kender den således på egen krop, og jeg synes at fornemme, at tiden er moden til, at der skubbes til begreberne. For eksempel kan man i Østen møde en ganske anden opfattelse af og holdning til begreberne tradition - fornyelse - nødvendighed end her i Vesten, der skamrides af en evig, opti-mistisk fremskridtstro – trods alle elendighederne.

Denne lille vandring i omegegnen af vores egentlige tema for at give baggrunden for de kunstpolitiserende bemærkninger herfra.

For at sige det helt kort:  En kunst, der i en vis forstand kan kaldes ”traditionsbunden” i ordets negative betydninger, er måske på anden vis fuldt på højde med situationen og måske endda forud. OG SE! Vi er tilbage i folden eller snarere abegrotten. Tilbage i abekatteriet. Her toner jo minsanten igen ”at være forud”, fremskridtstro, nysyns-længsel frem! Og jeg tror jeg nu bliver nødt til at bekende en frygtelig ting: Det hænger mig altsammen ud af halsen. En træt men alligevel pågående kvalme trænger sig på, måske fordi jeg har oplevet og deltaget i diskusioner om disse  ting i over et halvt århundrede.  Det forekommer mig, at god kunst kan være traditionsbunden for-stået både på den afstandstagende og den accepterende måde, skidt med det, det er underlige hemmelige ting af en anden art, der til syvende og sidst afgør dens skæbne. Den tyske filosof  Th. W. Adorno slagtede de to helt forskellige komponister Sibelius og Stravinsky med helt samme teroetiske remedier. Dertil førte ordene ham! 

SKAL DETTEHER NU GÅ UD OVER KARIN !? Nej, Karin skal ikke bruges i et verbalt hundeslagsmål. Det må ikke gribe om sig. Vi må begynde forfra.

I enhver henseende og helt bogstaveligt forfra: Med relativt lidt råderum i lejligheden på Borups Alle, i Københavns Nordvestkvarter, og med fire søskende, som fyldte godt, var det svært at finde ro og plads til Karins yndlingsbeskæftigelse fra barnsben af: At tegne. Men det lykkedes. Og i skoletiden var der rig lejlighed til fortsættelse, - i skoletiden! I fem år blev Karin ikke undervist i dansk, fordi klasselæreren havde en minkfarm i Jylland: Når han kom ind i klasseværelset med de 30 – 35 unger indledte han konsekvent ”undervisningen” med ordene: ”I dag kan I lave, hvad I vil, men der skal være ro”, hvorefter han bredte sine minkfarmsregnskabsbøger ud på katedret og ordnede dét.  For alle andre i klassen var det indlysende uheldigt, - men ikke i samme grad for Karin, hun fik tegnet.  Hendes tegnelærer ”Tegnemadsen” var da også meget glad for hende og gav hende højeste karakter og et ekstra plus, som slet ikke fandtes i den officielle skala. Senere Holbæk Kunsthøjskole, tegneundervisning på Glyptoteket, Kunstakademiet hos professorene Palle Nielsen og Søren Hjorth Nielsen. Grafikken, tegningen, maleriet tog form, - og således videre frem med stædighed, ildhu og omhu.  Set i det lange stræk med en sjælden trofasthed i attitude, motivvalg og fremgangsmåde. 

Kan det sidste defineres nærmere? Jeg skal forsøge i enklest og kortest mulige form. Karin har øjnene med sig. Af og til kan det være lidt svært at følges med hende. Hendes ”motivsøger” fører hende underlige steder hen, ind på privat område, tæt på folks hemmeligeheder og særheder eller upåagtede sider. Kameraet, der jo er en glimrende ”husker” , stikkes ind af vinduer, ned i kældre, ind i baggårde, tæt på det kasserede, skrottet, skramlet, med det resultat, at man sommetider må forsvare hende overfor uforstående folk, der tror de skal have bagsiden af deres liv trukket frem og latterliggjort. Ved en enkelt lejlighed tilspidsedes situationen. Karins interesser lå spredt omkring en skurvogn, hvis indvånere tydeligvis havde indtaget en del snaps. En brødkniv blev trukket med trussel om afskæring af pandehår. Man frygtede, at Karin og hendes nysgerrige kamera ”kom fra kommunen”.  Det er altså ikke helt nemt, at følges med Karin i denne søgen, men senere må man jo glædes så meget desto mere. Som eksempler kunne tjene: En ternet, krøllet jakke på en bøjle på et søm på en forvitret mur, metalstumper i savtakket aggressiv, men bunden energi (set i et vindue i Athens markedsgader), to store høje tegninger på lærred af en container med påsatte rødhvide (en sjædlen kulørthed i Karins produktion) refleksbånd, fire store nærbilleder af Marcus Aurelius rytterstatue (Capitol i Rom) med den irrede heste-flanke og saddel, og nu mængder af krabber ”linet op” på en måde, der får mig til at tænke på de lange striber af nedgravede kinesiske krigerskulpturer – og blomster! Motiverne er således hentet mangfoldige steder fra og til tider meget realistiske og genkendelige. Til andre tider nærmest abstrakte og uigenkendelige. De abstrakte og uigenkendelige billeder er imidlertid også realistiske, konkrete, virkelighedstro, men blot set så tæt på, forvitrede, nedslidte og ofte så udsnitsunderlige, at man ikke vil kunne henføre dem til noget bestemt sted.  Det er virkeligheden og dens fascinerende tilfældigheder, der sætter Karin i gang. Det sete eller fundne bliver derefter møjsommeligt – jeg siger møjsommeligt – bearbejdet, omfarvet, omstruktureret, erobret med mængder små fine tegnestrukturer. Og det er her,  vi møder trofastheden. Om det er genkendeligt eller ikke genkendeligt er efter min fattige overbevisning fuldstændigt ligegyldigt. Det afgørende er den bagvedliggende mentale disposition, som præger produktionen fra først til sidst. Jeg vil tilskrive denne ”mentale disposition” egenskaber som: Nysgerrighed, stædighed, udholdenhed, konsekvens, kærlighed til orden og grafisk karakterfuldhed, sans for de mildere farvers lette samspil, sans for forbavsende accentueringer på den ellers rolige flade – men ikke mindst, og det er deri det rørende opstår – en særlig ømhed. Ømhed for de sære efterladte stumper og stykker og deres mærkelige møder. Der er en ordentlighed og en strenghed – og en tilbageholdt hensynsfuldhed i Karins tegninger.

Til sidst vil jeg fremhæve et par ting, som jeg synes er særligt karakteristiske og betydningsfulde for Karins tegnekunst. 

Farverne er en uendelig række variataioner over det lysende grå, det vil sige let violette, turkis, rustrøde, diskret rosa, okker, vissent grønne farver føres sammen i en dæmpet diskret total virkning. Farverne får lov til at bevare deres identitet (impressionistisk lærdom) og fladen får lethed og lys.

Motiverne er upåagtede småting, efterladte, henkastede eller blot spor deraf.

Udsnittene af ”det fundne” er altid usymmetriske, uklassiske, men dog i balance, en ny skæv balance. En fotografisk erfaring.

I mange tilfælde forflygtiges selve det konkrete og realistiske motiv af tegnestrukturer. Mylderet af små nye sammenhænge isprængt en hel ny kolorit kan i visse tilfælde overtage billedet fuldstændigt. Strukturer, de opståede former, bliver billedet. En ny virkelighed.

Grundfornemmelsen, idéerne, synet er beslægtet med minimalismen. Stoffet er ofte hentet i det hverdagsagtige ”i de små” og derpå forstørret op og gentaget.  Men udførrelsen! Måden at nærme sig stoffet på! Her kommer man snarere til at tænke på de gamle dyder eller gamle mestre, hvilket betyder: Gennembearbejdning ned i mindste detaille, respekt for håndværket, glæde over håndens værk, glæde over at ”hånden” er med. Og ømhed overfor stoffet, som jeg oplever som rørende og be-vægende. Som jeg har sagt ovenfor, men ønsker at gentage, da det forekommer mig at være en vigtig del af værket.

For at blive en ”sjælden fugl”, som jeg udnævnte Karin til i begyndelsen af dette karakteriseringsforsøg, må man netop besidde egenskaber som: Vedholdenhed, personligt syn og styrke til at modstå tidens modeluner eller smukkere sagt – styrke til at modstå tidens mentale hvirvelstrøm og det vil sige bevare en uopslidelig tiltro til den indre stemme – og samtidig kunne lytte! Disse egenskaber mener jeg at finde hos grafikeren, tegneren, og tror jeg i fremtiden i højere grad maleren, Karin Birgitte Lund, som i det foregående er blevet kaldt Karin, men som vi nu bør forlade på en passende objektiv måde, nemlig i fuld figur (det vil sige iført hele sit svenskdanske navn).

Jeg har bedt kunstneren skrive til mig! I anledning af udstillingen på Faaborg Museum. Her følger så nogle fragmenter, nogle UDSNIT!

(Markedet ved Ponte Molle, Rom, april 2002).

”Den er fascinerende denne grøntsag, med blomsterne der bogstaveligt talt springer ud for enden af den aflange form, i en næsten erotisk virilitet!  Disse Squasher har den handlende på markedet arrangeret så fint i rækker, lagt med blomsterne samlet i midten, så de danner en krøllet blondekrans. Blomsterne har fra naturens hånd et meget smukt farvespil. Intens rødorange på den indre side og støvet varm lyserød på ydersiden med dueblå årer.  Men den går altså ikke! Sådan kan jeg ikke arbejde, det bliver for kulørt og hænger slet ikke sammen med min favorit farveskala. Jeg har dog svært ved at fjerne mig fra den farvestrålende virkelighed. Men det sker og tegningen har nu efterhånden fået en slags modsat farveudtryk. Den har snarere fået karakter af støvethed, afblegning, er krøllet af ælde, en organisme i tilbagegang, forfald, på vej til at forsvinde.”




”Jeg har svært ved at tegne landskaber og når jeg af og til prøver, falder det mig svært at få de store udblik omsat i lille format. Det keder mig også, må jeg indrømme. Det er detaljen og udsnittet der interesserer mig. Når jeg færdes i landskabet zoomer jeg automatisk ind på detaljerne, om det er et blomsterflor på en eng, redskaber, efterladte tjæretromler, en traktor med ridser. Det er det grafiske nærvær, der tiltrækker mig.”




”Undervejs bander jeg arbejdet langt væk, men jeg opgiver aldrig, gennemfører altid ideen, selvom det tager måneder. Jeg kan ofte misunde kunstnere der arbejder spontant, men jeg kan ikke arbejde anderledes. Og jeg tiltrækkes faktisk af det næsten umulige, i de mål jeg sætter mig.”




”Jeg kan godt lide at arbejde i serier, f.eks. tegnede jeg den første krabbetegning for snart fem år siden.  Jeg syntes dog, at den motivmæssigt var lidt ensom. Nu er den blevet parret med to til. To til af værste skuffe. Vel nok det mest umulige mål jeg har sat mig. Undervejs har jeg tit sagt til mig selv, at det nu må være sidste gang.”




”Da jeg fik invitationen til at udstille på Faaborg Museum, faldt tanken mig nærliggende at udstille mine krabbeideer og dertil fortsætte med at tegne serier med udgangspunkt i naturen.  Faaborg Museum rummer jo i samlingen så mange natur-skildringer af forskellige kunstnere. Krabberne har nu fået følgeskab af en serie tegninger med andre motiver fra havet, - og fra et ophold i Rom i april 2002 ud-dybedes min interesse og glæde ved al den ”natur” og herlighed der folder sig ud på markederne.”




”Der, kan godt opstå en slags utilsigtede figurer, en slags fixérbilleder i mine mange små detaljer og strukturer. Een tegning voldte mig direkte problemer af denne art. Der opstod et hoved i profil, et irriterende, nærmest uhyggeligt monster. Jeg kunne ikke se på tegningen uden at dette ansigt dukkede op, - og jeg måtte simpelthen ændre dette område for at fjerne gespenstet.”




”At begynde på en tegning, er ikke bare at starte i den ene ende af papiret og så fylde ud. Min tegnelærer i folkeskolen, kaldet Tegnemadsen satte os ofte til at tegne et selv-valgt motiv. Med en æske Fila fedtfarver (6 farver) skulle man fylde papiret ud – ”husk, helt ud i hjørnerne”, - så havde han ro så længe.




Men overvejelser skal der til fra begyndelsen: Farveholdning, komposition, kontraster, tæthed, rytme etc. Og undervejs den finere afbalancering – og dermed følger skiftende tvivl/glæde og ofte tankerne om, hvad det dog er man er i gang med. Sommetider går mine tegninger eller grafiske arbejder fra kant til kant og bliver på denne måde et udskåret rektangel (eller kvardrat) af en virkelighed. Somme tider slet ikke. Motivet bliver et enkeltstående tegn. Somme tider lader jeg en flade eller et motiv gå i opløsning, eller blive væk i visse områder, inden for rammen.”




”Jeg har altid været tiltrukket af tilfældigheder og tilfældigheder præger stort set alle mine motiver. Tingene, der ved en tilfældighed har fået netop dén karakter, fordi de tilfældigt er havnet på denne lokalitet og har fået denne tilfældige behandling eller medfart. Et eksempel: For nylig var jeg i Athen. På vej ned fra Akropolis gennem små smøger, gennem lave bebyggelser klinet op ad klippen, falder mine øjne på en dåse, hvori er plantet en blomst. Dåsen har kun de blå/grå nuancer tilbage, de andre farver har solen taget. Motivet på dåsen er hunde af forskellig type, jeg aner ikke, hvad det for nogen. Men de sidder der i grå/blå farver på dåsen, der er ridset, krakeleret, med rustrøde mærker som smuk kontrast til de blå douce farver. Grotesk at komme fra Akropolis storhed, Kalvebæreren på museet, stille af betagelse, og så møde denne lille usle hundekagedåse og været så optaget af dén. Dåsen er tilfældigt havnet dér og  har tilfældigt fået dén medfart og jeg er tilfældigvis kommet forbi.”